ourFOUNDATION er du og jeg – og alle, der har lyst til at hjælpe med at sikre udsatte og forældreløse børn et trygt liv med omsorg og kærlighed i en familie, uddannelse og basale nødvendigheder som mad, lægehjælp og medicin.
Det internationale konglomerat Lyne & Lindberg Group har taget skridtet og grundlagt ourFOUNDATION i januar 2020. I samarbejde med gode, relevante samarbejdspartnere og privatpersoner ønsker vi at rejse den kapital, der skal til for at støtte alle børnene i en hel SOS Børneby.
”Beslutningen om at grundlægge en velgørende fond med fokus på at skabe bedre vilkår for børn var enkel”, fortæller Martin Lyne, ejer af Lyne & Lindberg.
”Tænk hvis jeg blev syg eller på anden måde mistede evnen til at tage vare på mine børn. Det er min største frygt i livet. Hvem vil så være der for mine børn, bliver de glemt eller får de den kærlighed de fortjener?”
Mistrivsel og dårlige levevilkår er desværre den barske virkelighed for mange børn - og det er netop denne skæbne, som ourFOUNDATION arbejder for at udviske – fuldstændigt.
Lyne & Lindberg har ofte støttet velgørende arbejde, men har savnet følingen af, hvad pengene reelt gik til. Det kan føles som om, at pengene forsvinder ned i et endeløst hul og at resultaterne ikke bliver synliggjort.
Ved at hjælpe en børneby bliver resultaterne målbare, og der kan deles skønne historier om lige præcis de børn, vi sammen hjælper.
HVOR HJÆLPER VI?
Derfor er der udvalgt en konkret børneby som første skridt i ourFOUNDATION’s arbejde.
Børnebyen er lokaliseret på øen Unguja, bedre kendt som Zanzibar i Tanzania. Tanzania er en af SOS Børnebyernes prioritetslande og en af de steder, hvor børnene har et specielt stort behov for hjælp. Der bor cirka 1,3 millioner mennesker på øen, hvoraf halvdelen lever under fattigdomsgrænsen på 1,90$ pr. dag. Børnebyen huser på nuværende tidspunkt 112 børn og ni unge mennesker, som bor i 13 forskellige familier. ourFOUNDATION har gjort det til sin mission at ændre tilværelsen for disse børn og de familier, de er en del af.
Måltid for måltid, kuglepind for kuglepind og strømpe for strømpe, dækker fonden alt, hvad der er behov for i et almindeligt, sundt og godt børneliv.
Lyne & Lindberg Group har involveret et kæmpe netværk af medieaktuelle personer og influencers, som en del af fonden. De bidrager til at indsamle penge til børnene i børnebyen på Zanzibar ved at bruge deres rækkevidde til at dele en god sag og skabe opmærksomhed omkring fondens arbejde.